Hvad er forfangenhed?
Forfangenhed er en betændelsestilstand inde i hoven. Det er en meget smertefuld sygdom for hesten. Betændelsestilstande skyldes normalt bakterier, men det er ikke tilfældet for forfangenhed. Betændelsestilstanden skyldes blandt andet endo - og exotoxiner, dvs. giftstoffer og nogle enzymer der kaldes MMP. Giftstofferne produceres i hestens stortarm, når hesten indtager for store mængder af stivelse og/ eller fruktan. De giftstoffer trænger igennem tarmvæggen og ud til blodbanen, hvor de via blodet føres til hovene. I hovene bliver MMP enxymerne aktiveret af giftstofferne, der ødelægger lamellernes tætte forbindelse til hinanden. Betændelsen ødelægger lamellernes struktur, det man kalder bindevævet, som forbinder hornkapslen og hovbenet. Det medfører, at blodforsyningen til hoven bliver forringet. Det opstår dermed en vævsskade på grund af iltmangel, og væske og blod siver ud i det omgivende væv.
Det resulterer i, at lamellerne løsnes fra hinanden, således at hovbenet ikke længere sidder fast inde i hornkapslen. Det er den fysiske belastning, dvs. hestens vægt, når den går og står, som bevirker at hovbenet og hornkapslen trækkes fra hinanden. Lamellerne kan ikke klare det træk, da de har mistet deres styrke. Her er det trækket fra bøjesenerne der kan forårsage en rotation af hovbenet, og i svære tilfælde kan det medføre at hovbenet løsnes og synker ned mod eller igennem sålen.
De klassiske symptomer på forfangenhed er ikke til at tage fejl af. Hesten vil blive stiv og uvillig til at gå. Det gælder specielt på hård underlag. Den læner sig tilbage for at aflaste vægten på forbenene. Hestens hove bliver varme, og der kan mærkes en tydelig puls på indersiden af piben på forbenene. Men HUSK forfangenhed viser sig ikke altid på samme måde.
Man må ALDRIG se tiden an, når det gælder forfangenhed. Det går ikke over af sig selv. Derfor skal der altid kontaktes en dyrlæge ved mistanke om forfangenhed.
Husråd til forfangenhed:
Et gammelt husråd lyder, at man skal stille hesten i koldt vand. Forskningen har ligeledes påvist, at det hjælper at sætte hesten i koldt vand. Det kolde vand er med til, at stoppe de ødelæggende processer, der foregår i hovens lameller, samtidig med at det er en effektiv smertelindring for hesten.
Forebyggelse af forfangenhed:
- Det er vigtigt, at man langsomt tilvænder hesten til græs.
- Man skal passe på græsset især om foråret, men også om efteråret. Fruktan indholdet i græsset stiger i maj og i oktober. Samtidig skal man passe på græsset i perioder med kolde nætter og solrige dage.
- Man kan med fordel sætte hesten på jordfold en del af dagen, og så med adgang til hø. Deltidsgræs.
- Indholdet af fruktan er typisk lavere om aftenen og om natten
- vælg en græsblanding specielt til forfangne heste, eller vælg en græsblanding med et lavere indhold af fruktan.
- Hestens daglige foder bør være baseret på grovfoder, dvs. hø samt vitaminer og mineraler. Undgå overfodring med korn og stivelse
- Hesten må ikke blive overvægtig.
- Gærkulturer kan være med til at forebygge forfangenhed, idet de kan stabillisere stortarmsmiljøet.
- Antioxidanter så som C- vitamin, E-vitamin og selen kan have en gavnlig effekt, da hesten producere flere skadelige frie radikaler under sygdom.
- Altid fold frem for stald, når der skal forebygges forfangenhed
Ingen kommentarer:
Send en kommentar